Titel

Projektleder til Baggage Capacity Expansion Projects


Virksomhed

Copenhagen Airports A/S


Frist

19-11-2018


Indhold

- Stærk projektleder med stor procesforståelse indenfor automatiske håndteringsanlæg til at sikre øget kapacitet

 

Københavns Lufthavne A/S (CPH) ejer og driver lufthavnene i København og Roskilde. Målet er at udvikle positionen som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt. I 2017 havde CPH 29,2 millioner passagerer og en omsætning på over 4,44 milliarder kroner. CPH er flere gange kåret som Europas mest effektive og Nordeuropas bedste lufthavn. Vi har en strategi om at blive en endnu mere attraktiv lufthavn for passagerer, flyselskaber, samarbejdspartnere, samfundet, ansatte og ejere, og over den kommende årrække vil vi investere mere end nogensinde før. Københavns Lufthavne er arbejdsplads for 22.000 ansatte fra flyselskaber, handlingselskaber, service, butikker og restauranter. De ca. 2.400 er ansat i CPH og arbejder med en stor bredde af opgaver, der spænder fra projektledelse, it og finansielle og analytiske kernefunktioner til driftsmæssige områder som håndværk, rengøring og security. Læs mere på www.cph.dk


Højt investeringsniveau skaber plads til mere vækst – og bagage

Københavns Lufthavne A/S (CPH) er i vækst målt på både passagertal, omsætning samt kunders og passagerers oplevelse. CPH fortsætter over de kommende år rejsen mod at skabe en lufthavn i dobbelt størrelse. Væksten i antallet af ruter og passagerer stiller store krav, og derfor udvides og forbedres lufthavnen løbende gennem massive investeringer i mia. klassen, herunder også i bagageanlægget, som indtager en stor plads i udbygningsprojekterne. De seneste 10 år har CPH investeret mere end 9,5 mia. kr. i at udvide og udvikle lufthavnen. Københavns Lufthavn vil i fremtiden byde på mere plads til ekstraordinære oplevelser, større terminaler, ny ankomstoplevelse, station til højhastighedstog, flere tilbud til forretningslivet og plads til både meget store fly og lavpristrafik. Udbygningen vil ske i dialog med både flyselskaber, passagerer, forretningsdrivende og myndigheder.

Bagageafdelingen spiller en nøglerolle i at sikre en velfungerende og kundeorienteret lufthavn. Afdelingen, som er en væsentlig del af CPH´s ”produktionsapparat”, har ansvaret for at sikre en effektiv proces omkring håndteringen af bagage, og at målene for tid, kvalitet og øvrige KPI´er på dette område opnås gennem en effektiv drift. Bagagedriften kører døgnet rundt og afdelingens mere end 80 ansatte håndterer dagligt 20-40.000 stykker udgående bagage, og en tilsvarende mængde indgående, ud fra den fælles mission for afdelingen: ”Problemfri bagagehåndtering for airlines, ground handlere og passagerer”.

Afdelingen Baggage Expansion Projects varetager – ofte i tæt samarbejde med CPH´s Projektafdeling – alle Bagageafdelingens udbygningsprojekter. De største og vigtigste er, at der skal bygges en ny ”bagagefabrik” og Terminal 3 bagageudvidelse, således at kapaciteten af bagageproduktionen øges til årligt at kunne håndtere 40-55 millioner passagerer mod de ca. 30 millioner passagerer, som passerer gennem CPH idag. Det skal ske samtidig med, at det eksisterende bagageanlæg er i drift og fungerer problemfrit med et højt serviceniveau. For at sikre at bagageanlægget kan følge med lufthavnens vækst søger CPH nu til en nyoprettet stilling en eller flere tunge Projektledere til at styre store og komplekse udvidelsesprojekter indenfor automatiske håndteringsanlæg til bagage.

Udvidelserne består bl.a. i at installere et bagagesorteringsanlæg i en ny bygning, opgradering af et antal større X-ray anlæg, etablering af et automatisk bagagelager som sikrer forbindelse til lufthavnens check-in område, udvidelse af check-in pulte mv.. Populært sagt er det en tungt projektfaglig stilling, hvor der vil være et element af at ”asfaltere vejen, mens man kører på den”. Endemålet er en så gnidningsfri håndtering af bagage som muligt, hvilket er afgørende for rettidige flyafgange, høj kundetilfredshed og unikke passageroplevelser. Kapacitetsudvidelsesprojekterne indkøbes typisk som samlede leverancer, hvorfor contract-, stakeholder-, risk- og change order management er en vigtig del af stillingen, så projekterne kommer i mål til rette tid, pris og kvalitet.

Projektledelse af Brown- og Green field bagage udbygningsprojekter fra ende til anden
Som Projektleder får du ansvar for projekterne fra start til slut i samarbejde med de øvrige afdelinger og mange interne interessenter. Opgaverne spænder vidt fra fx projektledelse og koordinering på tværs i organisationen, håndtering af kontrakter og leverandører til planlægning og deltagelse i commissioning og SAT test. Stillingen refererer til Afdelingsleder for Baggage Expansion Projects; en afdeling der består af projektledere og specialister, som lægger vægt på høj faglighed, sammenhold og respekt for hinanden. Din rolle indebærer kontakt med en bred vifte af interessenter som CPH-afdelingerne Master Planning, Capacity Projects, Legal, Passenger, myndigheder, leverandører samt mange andre afdelinger i CPH og Bagageafdelingen. Vigtigste ansvarsområder og opgaver er:

·       Projektledelse og -planlægning samt budgetrapportering og -opfølgning, hvor du sikrer at bagageprojekterne gennemføres og leveres til tiden og indenfor de økonomiske rammer

·       Leverandørstyring og contract management så samarbejde og leverancer fungerer i overensstemmelse med de indgåede aftaler

·       Interessenthåndtering internt i CPH og af leverandører, myndigheder mm.

·       Deltage i tværorganisatorisk projektkoordinering internt og eksternt

·       Specificere krav og indhente tilbud til bagageudvidelsesprojekter

·       Teknisk evaluering af processer og anlæg, herunder give leverandører kvalificeret fagligt modspil

·       Deltagelse i commissioning af anlæg

·       Planlægning og deltagelse i SAT, Site Acceptance Test

·       Byggeplads- samt Health & Safety tilsyn og -styring; formentlig kun i mindre grad afhængig af projekter


Arbejdsstedet er Københavns Lufthavn, Lufthavnsboulevarden 6, 2770 Kastrup. Der kan være ca. 5-10 årlige rejsedage i forbindelse med fx projektarbejde, besøg og erfaringsudveksling med andre lufthavne.


Ingeniør eller Maskinmester med solid projektledelseserfaring i relation til automatiske produktionsanlæg

Som den rette profil har du en uddannelse som El-, Maskin-, Produktions- ingeniør eller Maskinmester, men med den helt ideelle erfaring, skitseret nedenfor, og et højt analytisk niveau kan du evt. også have en anden lang eller mellemlang teknisk uddannelse. Vigtige kvalifikationer for kandidater til denne stilling omfatter:

·       Mindst 6-8 års erfaring – gerne væsentligt mere – med projektledelse indenfor et teknisk område, eventuelt suppleret med uddannelse og certificering indenfor projektledelse

·       Indgående erfaring med projekter i relation til drift, udbygning og / eller flytning af automatiserede produktionsanlæg i 24/7 drift eller med krav om høj oppetid. Erfaringen kan også være fra leverandørsiden, hvor du har forestået leverance og idriftsættelse af turnkey anlæg

·       Erfaring med teknisk evaluering af produktionsanlæg, commissioning og SAT test

·       Minimum nogen erfaring med – eller solid indsigt i – automation

·       Indgående erfaring med stakeholder management og erfaring med contract management vil være nyttigt

·       Stærke engelsk kundskaber i skrift og tale såvel indenfor dit tekniske felt som i almindeligt brug


Med en struktureret tilgang formår du at sikre overblik, planlægge og effektivt styre de mange bagage kapacitets-udvidelsesprojekter. Du er drevet af at optimere, men har hele tiden for øje, at målet er en stabil og effektiv drift. Med en løsningsorienteret indstilling tager du hånd om de udfordringer, som opstår, ligesom du evner at agere på flere niveauer i en organisation med mange og forskelligartede interessenter, der følger projekterne intensivt.

Du er derfor velformuleret, og på en og samme tid god til at samarbejde og agere selvstændigt. I et meget omskifteligt miljø med ”sense of urgency”, trives du med den dynamik det giver og motiveres gennem mange og alsidige udfordringer. Med udgangspunkt i din projekterfaring, procesforståelse og tekniske indsigt både kan og tør du vise din gennemslagskraft. Endelig trives du i krydsfeltet mellem projektledelse, CPH´s behov for produktion samt leverandørernes behov for adgang til produktionsanlægget i forbindelse med de store byggeprojekter.

I forhold til sikkerhed i lufthavnen er ren straffeattest mm. nødvendig.

CPH tilbyder
En udfordrende stilling i en af Danmarks mest attraktive virksomheder, hvor du har en vigtig rolle at understøtte CPH´s vækststrategi ved at sikre, at bagagedriften følger med den løbende udbygning af lufthavnen og det stigende antal passagerer. Gennem en stabil bagagedrift og høj oppetid, har du derved mulighed for at påvirke millioner af menneskers oplevelse af lufthavnen og skabe unikke passageroplevelser.

Dagligt arbejder du med et spændende fuldautomatisk produktionsapparat med 24/7 drift, høj kompleksitet og state-of-the art teknologi, hvilket giver mange faglige udfordringer mens de mange udbygninger af bagageanlægget og opførelse af ny bagagefabrik vil skabe variation og spændende forandringer. Udover grundløn indeholder lønpakken bl.a. pensionsordning, bonus og sundhedsforsikring. Som virksomhed med fokus på et sundt arbejdsmiljø er CPH en totalt røgfri arbejdsplads.

Stig ombord på din nye karriere
Hvis du har spørgsmål til eller ønsker at være i spil til stillingen er du velkommen til at kontakte Partner i Focus Recruitment, Steffen Marstrand på 5051 9215 /
sma@focus-recruitment.dk


Focus Recruitment
H.C. Ørsteds Vej 50 C, 5.
1879 Frederiksberg C
Tel: +45 70 20 92 15
Mail: info@focus-recruitment.dk