Titel

Programleder


Virksomhed

Edlund A/S


Frist

Lukket


Indhold

-  Stå i spidsen for de største og mest spændende IT-projekter indenfor liv- & pensionsbranchen


Edlund A/S leverer totale løsninger til administration af porteføljer inden for liv, pension, unitlink og forsikring. Vi er i dag markedsledende på levering af løsninger til administration af Liv og Pension i Danmark. Edlund er et software hus i vækst, har travlt med spændende projekter og har mere end 225 dygtige medarbejdere, hvoraf hovedparten arbejder med egentlig softwareudvikling. Alle har en længerevarende teoretisk uddannelse, typisk som cand.scient. eller ph.d. inden for datalogi, aktuarvidenskab, matematik, statistik, ingeniør eller tilsvarende fag. Derudover har vi et stærkt team af forretningsanalytikere med langvarig erfaring fra øvrige selskaber i branchen. Edlund har til huse i det gamle Carlsberg-villakvarter i Valby. Ti restaurerede villaer udgør Edlunds campus, der danner rammen om et spændende udviklingsmiljø, hvor medarbejderne har rum til at udfolde sig. Edlund A/S ejes af KMD A/S, men agerer som en selvstændig virksomhed. Læs mere på www.edlund.dk

 

Edlunds produkter og løsninger er selve hjertet i mange pensions- og forsikringsselskaber. Inden for løsninger til liv- og pensionsmarkedet i Danmark har Edlund i dag en markedsandel på ca. 60% opgjort på basis af præmieindtægter. Alle Edlunds løsninger består af en række standardmoduler, der kan anvendes som platform for nye kunder. Det er både hurtigere, sikrere og mere omkostningseffektivt at implementere disse eksisterende, gennemprøvede løsninger, end at opbygge tilsvarende fra bunden. Den fælles kodebase for disse moduler opgraderes løbende, så alle Edlunds brancheløsninger altid bygger på de nyeste teknologiske platforme. Standardmodulerne vil typisk udgøre 80-85% af den endelige løsning. Den resterende kundespecifikke del af løsningen opbygges i adskilte, fleksible programmeringsmoduler, som integreres efter moderne principper for IT-arkitektur.

 

Som Programleder, får du en nøglerolle i forbindelse med leverance af fremtidens IT brancheløsning til Liv- og Pensionsbranchen. Brancheløsningen hedder Lifelink+ og er udviklet med baggrund i Edlunds nære samarbejde med pensionsselskaber og erfaringen fra de fælles processer, der er i liv- og pensionsbranchen. Systemet understøtter kundernes administrative processer, markedsrente, livscyklus-produkter, gennemsnitsrente og unitlink-produkter i én og samme løsning. Lifelink+ består af en række standardmoduler, der kan håndtere aftaler, administrere policer med tilhørende processer, ind- og udbetaling, workflow samt standardintegration med offentlige myndigheder. Den kundespecifikke del opbygges i tæt samarbejde med kunden, der får en moderne, omkostningseffektiv og driftssikker løsning.

 

Ansvar og opgaver

Stillingen som Programleder er meget eksponeret og refererer til Director for Professional Services i Edlund, som refererer til Edlunds Chief Executive Officer. Stillingen rummer snitflader bredt i Edlund til ledelsen, udviklere, arkitekter, projektleder og aktuarer og ikke mindst også til senior management, IT afdelingen mm. Stillingen supportes bl.a. af et PMO kontor, der kan give bistand til rapportering mm. på programmet. Ansvar og primære opgaver vil være:

 

·     Styre, lede og udvikle en fagligt meget stærk program gruppe (50+ personer) med mange spor, så alle kender deres rolle og arbejder i samme retning

·     Sikre programmets fremdrift i forhold til bl.a. leverancer, tidsforbrug, økonomi mm.  ved at følge det på tæt hold, påtage dig ledelsen og foretage de nødvendige prioriteringer

·     Sikre kundefokus gennem en tæt dialog med kunden på alle niveauer

·     Kommunikation og stakeholder management, hvor du både forebygger potentielle problemer og også tager de svære diskussioner, som kan opstå

·     Drive forandringsledelse både internt og i forhold til de eksterne relationer

 

Stillingen har base på Edlunds hovedkontor, Bjerregårds Sidevej 4, 2500 Valby.

 

Din Profil

Som kommende Programleder hos Edlund har du:

 

·       En kandidatgrad indenfor relevant område, fx Civilingeniør, Datalog, Aktuar, Cand.Scient.Oecon, Cand.merc., Cand.polit etc.. Med den helt rette erfaring kan du fx også have en baggrund som Diplomingeniør, HD, Datamatiker eller lignende

·       Minimum 6-8 års erfaring – gerne mere – indenfor programledelse eller tung projektledelse

·       Stået i spidsen for leverancen af mindst 2-3 store administrative IT-systemer inden for den finansielle sektor. Hvis du har erfaring fra Liv- og Pensionsområdet, og med udvikling og implementering af standardløsninger er det et stort plus

·       Har ”Projektleder værktøjskassen” i orden og gerne relevante certificeringer indenfor projekt- og programledelse som Prince2, MSP, IPMA etc.

·       Gerne erfaring fra leverandørsiden med kundeprojekter, hvilket dog ikke er et krav

·       Stærke kommunikative evner på dansk og engelsk både mundtligt og skriftligt

 

Som person har du som Programleder de nødvendige analytiske evner og strategiske overblik til sikkert at styre et program med høj kompleksitet. Du har et højt drive, er handlingsorienteret og får tingene til at ske, så programmet har den nødvendige fremdrift. Derfor er det også vigtigt, at du har markante forcer i forhold til at planlægge og organisere og skabe overblik for både dig selv og andre – og ikke mindst formår at skabe fælles fodslag og retning.

 

Som programmets leder trives du i lederrollen og er ikke bange for at sætte dit præg og udtrykke dine holdninger med afsæt i en positiv og motiverende tilgang, som smitter af på dine omgivelser. Samtidig er du en dygtig forandringsleder, stærk kommunikator, relationsskabende og evner effektivt at håndtere en bred vifte af både interne og eksterne stakeholders.

 

Edlund tilbyder

En spændende arbejdsplads, hvor du bliver en del af et uformelt miljø med særlig vægt på høj faglighed og sparring fra dybt engagerede og dygtige kolleger. Som medarbejder bliver du værdsat, og arbejdsmiljøet er prioriteret højt med spændende udfordringer i en uformel og ubureaukratisk organisation. Lifelink+ programmet du leder har høj kompleksitet og er eksponeret for topledelsen. Lønpakken er attraktiv og rummer ud over fast løn bl.a. pension, overskudsdeling og sundhedsforsikring.

 

Interesseret i stillingen

Focus Recruitment bistår Edlund i forbindelse med denne proces. Hvis du har interesse i stillingen eller spørgsmål er du velkommen til hurtigst muligt at kontakte Partner i Focus Recruitment, Steffen Marstrand på sma@focus-recruitment.dk / 5051 9215.


Focus Recruitment
H.C. Ørsteds Vej 50 C, 5.
1879 Frederiksberg C
Tel: +45 70 20 92 15
Mail: info@focus-recruitment.dk